Menupunktet "Partitionér en harddisk" giver dig en liste over de diskdrev, du kan partitionere, og aktiverer partitioneringsprogrammet. Du skal oprette mindst én diskpartition med typen "Linux" (type 83), og vil nok også have glæde af en partition af typen "Linux swap" (type 82).
Som et absolut minimum skal GNU/Linux have en enkelt partition for sig selv. Du kan godt have en enkelt partition, der indeholder hele styresystemet, programmer og dine egne filer. De fleste mener, at en separat swappartition også er en nødvendighed, selvom det strengt taget ikke er korrekt. "Swap" er rodeplads for styresystemet, som det kan bruge til "virtuel hukommelse". Ved at lægge swap på en separat partition kan Linux bruge den langt mere effektivt. Det er muligt at tvinge Linux til i stedet at bruge en almindelig fil som swap, men det anbefales ikke.
De fleste vælger dog at give GNU/Linux flere end minimumsantallet af partitioner. Der er to grunde til at dele filsystemet op i flere mindre partitioner. Den første er sikkerhed. Hvis der sker noget, der ødelægger filsystemet, vil det normalt kun omfatte én partition. Så du behøver kun at erstatte (fra de sikkerhedskopier, du naturligvis har lavet) en brøkdel af dit system. Du bør mindst lave, hvad der ofte kaldes en "rodpartition". Den indeholder systemets essentielle komponenter. Hvis andre partitioner bliver ødelagt, kan du stadig starte GNU/Linux op og reparere systemet. Det kan spare dig besværet med at skulle geninstallere hele systemet fra bunden.
Den anden grund er normalt vigtigst i erhvervslivet, men det afhænger i
virkeligheden af, hvad du bruger maskinen til. Forestil dig, at noget løber
løbsk og æder mere og mere diskplads. Hvis processen tilfældigvis har
superbrugerprivilegier (systemet reserverer en lille del af disken til root),
kan du pludselig være løbet tør for diskplads. Det er meget uheldigt, da
styresystemet har brug for rigtige filer (ud over swapplads) til mange ting.
Problemet behøver ikke engang at være opstået lokalt. For eksempel kan
spam-post sagtens fylde en partition. Ved at bruge flere partitioner kan du
beskytte systemet mod mange af disse problemer. I posteksemplet kan man
— ved at lægge /var/mail på sin egen partition — sikre
at resten af systemet fortsætter med at virke, selvom man får meget spam-post.
Den eneste virkelige ulempe ved flere partitioner er, at det ofte er svært i forvejen at vide, hvad dine behov vil være. Hvis du gør en partition for lille, skal du enten geninstallere systemet eller konstant skulle flytte tingene rundt for at gøre plads på den underdimensionerede partition. Hvis du på den anden hånd laver partitionen for stor, vil du spilde plads, der kunne være brugt andre steder. Diskplads er billigt nu om dage, men hvorfor smide pengene ud ad vinduet?
Debian GNU/Linux overholder Filsystemhierarki-standarden ved
navngivning af kataloger og filer. Denne standard gør det muligt for
programmer at forudsige placeringen af filer og kataloger. Rodkataloget
repræsenteres ganske enkelt ved en skråstreg /. På rodniveauet
indeholder alle Debiansystemer følgende kataloger:
bin Essentielle kommandoprogrammer
boot Statiske filer til opstartsindlæseren
dev Tilgangsfiler til enheder
etc Maskinspecifik systemopsætning
home Brugernes hjemmekataloger
lib Essentielle delte kataloger og kernemoduler
mnt Monteringspunkt til at montere et filsystem midlertidigt
proc Virtuelt katalog med systemoplysninger
root Hjemmekatalog for root-brugeren
sbin Essentielle systemprogrammer
tmp Midlertidige filer
usr Sekundært hierarki
var Flygtige data
opt Yderligere programpakker
Det følgende gennemgår de vigtigste overvejelser i forbindelse med kataloger og partitioner.
/ skal altid fysisk indeholde /etc,
/bin, /sbin, /lib og /dev.
Ellers vil du ikke kunne starte op. Typisk kræver rodpartitionen 100 MB, men
det kan variere.
/usr: alle brugerprogrammer (/usr/bin), biblioteker
(/usr/lib), dokumentation (/usr/share/doc), osv.,
ligger i dette katalog. Det er den del af filsystemet, der kræver mest plads.
Du bør give den mindst 500 MB diskplads. Hvis du vil installere yderligere
pakker, bør du øge den pladsmængde, du giver dette katalog.
/home: alle brugere lægger deres data i et underkatalog under
dette. Størrelsen afhænger af, hvor mange brugere, der vil bruge systemet samt
hvilke filer, der skal gemmes i deres kataloger. Afhængigt af det forventede
brug bør du reservere omkring 100 MB til hver bruger, men justér dette tal
efter behovet.
/var: alle variable data som nyhedsartikler, post, hjemmesider,
APT's mellemlager etc. vil blive lagt i dette katalog. Størrelsen afhænger i
høj grad af, hvad din computer skal bruges til, men for de fleste vil det
afhænge af den plads, pakkehåndteringen skal bruge. Hvis du vil udføre en fuld
installation med stort set alt, hvad Debian har at byde på på én gang, burde
det være nok at afsætte 2 eller 3 gigabyte til /var. Hvis du vil
installere i mindre bidder (det vil f.eks. sige værktøjer efterfulgt af
tekst-ting, så X,...), kan du nøjes med 300 - 500 MB i /var. Hvis
harddiskpladsen er sparsom, og du ikke vil bruge APT, i det mindste ikke til
større opdateringer, kan du klare dig med så lidt som 30 eller 40 MB i
/var.
/tmp: hvis et program opretter midlertidige data, vil disse
sandsynligvis blive lagt i /tmp. 20-50 MB burde normalt være nok.
For nye brugere, personlige Debianmaskiner, hjemmesystemer og andre
enkeltbruger-opsætninger, er en enkelt /-partition (plus swap) nok
det letteste og simpleste. Dog kan det være en dårlig ide hvis du har masser
af harddiskplads, f.eks. 20 GB eller mere. Det tager nemlig ret lang tid at
tjekke filsystemet igennem på ext2-partitioner større end 6GB.
På flerbruger-systemer eller systemet med megen diskplads er det bedst at lægge
/usr, /var, /tmp og /home
på hver sin partition, adskilt fra /-partitionen.
Du får muligvis brug for en separat /usr/local-partition, hvis du
vil installere mange programmer, der ikke er en del af Debiandistributionen.
Hvis din maskine skal være postserver, bør du nok gøre /var/mail
til en separat partition. Oftest er det en god ide at lægge /tmp
på sin egen partition på omkring 20 og 50 MB. Hvis du sætte en server med
masser af brugerkonti op, er det normalt godt at have en separat, stor
/home-partition. Partitionerings-situationen varierer generelt
fra computer til computer afhængig af dens formål.
For meget komplekse systemer bør du se Multi Disk
HOWTO. Den indeholder dybdegående oplysninger, der mest er af
interesse for internetudbydere og folk, der opsætter servere.
Der er mange meninger om den bedste størrelse af swap-partitionen. En tommelfingerregel, der fungerer godt, er at bruge ligeså meget swap som systemhukommelse. Den bør i de fleste tilfælde heller ikke være mindre end 16 MB. Naturligvis er der undtagelser fra disse regler. Hvis du vil forsøge at løse 10.000 samtidige ligninger på en maskine med 256 MB hukommelse, skal du muligvis bruge 1 GB (eller mere) swap.
Op 32-bit arkitekturer (i386, m68k, 32-bit SPARC og PowerPC), er den maksimale størrelse for swappartitioner 2GB (på Alpha og SPARC64 er den så høj, at den praktisk taget er ubegrænset). Det burde være nok for næsten enhver installation. Hvis dine swapkrav er højere, bør du nok forsøge at dele swap'en mellem flere diske (kaldet "spindles") og, om muligt, forskellige SCSI- eller IDE-kanaler. Kernen vil afbalancere brugen af swap mellem flere swappartitioner med forbedret ydelse som resultat.
For eksempel har en af forfatternes hjemmemaskine 32 MB ram og et 1.7 GB
IDE-drev på /dev/hda. Der er en partition på 500MB til et andet
styresystem på /dev/hda1 (burde have været 200 MB, da det aldrig
bliver brugt). En swappartition på 32 MB benyttes på /dev/hda3,
og resten (omkring 1.2 GB på /dev/hda2) er Linuxpartitionen.
Se Partitioning
Strategies. for flere eksempler. Du kan få en idé om, hvor meget
plads de opgaver, du overvejer at installere, fylder i Opgavernes pladskrav, Section
11.4.
SGI Indy'er kræver et SGI-diskmærket for at kunne gøre systemet opstartbart fra harddisken. Det kan laves i fdisk's ekspert-menu. Det bind-hoved (volume header), som laves på denne måde (partition nummer 9), bør være på mindst 3MB. Det anbefales af lave den på 10MB or at kunne gemme flere forskellige kerne i den. Hvis bindhovedet er for småt, kan du ganske enkelt fjerne partition nummer 9 og tilføje den igen med en anden størrelse. Bemærk, at bindhovedet skal starte i sektor 0.
Linux-diske og partitionsnavne kan være anderledes end i andre styresystemer. Du skal kende til de navne, Linux bruger, når du opretter og monterer partitioner. Her er den grundlæggende navngivning:
Partitionerne på hver disk repræsenteres ved at tilføje et tal til disknavnet: "sda1" og "sda2" repræsenterer første og anden partition på den første SCSI-disk i dit system.
Her er et virkeligt eksempel. Lad os antage, at du har et system med to SCSI-diske. Den en har SCSI-adressen 2, mens den anden har SCSI-adressen 4. Så vil den første disk (på adresse 2) blive kaldt "sda", mens den anden kaldes "sdb". Hvis "sda"-drevet indeholder tre partitioner, vil disse blive kaldt "sda1", "sda2" og "sda3". Det samme gælder "sdb"-disken og dennes partitioner.
Bemærk, at hvis du har to SCSI-controllere, kan drevenes rækkefølge blive forvirrende. Den bedste løsning er i dette tilfælde at følge opstartsbeskederne, forudsat du kender drevenes modeller og/eller kapaciteter.
Flere forskellige partitioneringsprogrammer er blevet tilpasset af Debianudviklere til at fungere med forskellige typer harddiske og computerarkitekturer. Det følgende er en liste over programmer, der passer til netop din arkitektur.
fdiskfdisk's manualside.
Vær forsigtig, hvis du har eksisterende FreeBSD-partitioner på din maskine.
Installationskernerne understøtter disse partitioner, men den måde, hvorpå
fdisk repræsenterer dem (eller ikke) kan ændre enhedernes navne.
Se Linux+FreeBSD
HOWTO.
cfdiskcfdisk's manualside.
Bemærk, at cfdisk overhovedet ikke kender til FreeBSD-partitioner.
Igen kan dette ændre enhedernes navne.
Et af disse programmer vil som standard blive kørt, når du vælger
"Partitionér en harddisk". Hvis du ikke ønsker standardprogrammet,
kan du afslutte partitioneringsprogrammet og gå til skallen (tty2)
ved at trykke på Alt og F2 samtidig og manuelt skrive
navnet på det program, du vil bruge (og eventuelle parametre). Hop derefter
til "Partitionér en harddisk" i dbootstrap og fortsæt
til næste trin.
Hvis du skal have flere end 20 partitioner på din ide-disk, skal du oprette enheder for partition nummer 21 og derover. Ellers vil formatering af partitionen fejle i næste trin. Som et eksempel følger her de kommandoer du kan bruge i tty2 eller under "Udfør en Skal" til at tilføje den nødvendige enhed, så den 21'ende partition kan formateres:
cd /dev
mknod hda21 b 3 21
chgrp disk hda21
chmod 660 hda21
Du vil ikke kune starte dit nye system op, medmindre de nødvendige enheder er tilstede på målsystemet. Efter installation af kerne og moduler, skal følgende udføres:
cd /target/dev
mknod hda21 b 3 21
chgrp disk hda21
chmod 660 hda21
Dette vil være det næste trin, så snart du har oprettet diskpartitioner. Du har muligheden for at formatere og aktivere en ny swappartition, activere en tidligere formateret en eller klare dig uden en swappartition. Det er altid tilladeligt at genformatere en swappartition, så vælg "Formatér og aktivér en swappartition" medmindre du har helt styr på, hvad du gør.
Dette menuvalg vil først give dig et vindue, der hedder "Vælg en partition at aktivere som swapenhed.". Standardenheden vil normalt være den swappartition, du allerede har sat op. I så fald skal du bare trykke retur.
Derefter bedes du om at bekræfte valget, da formateringen ødelægger alle data på partitionen. Vælg "Ja", vis det er i orden. Skærmen vil blinke mens formateringsprogrammet kører.
Det anbefales kraftigt at have en swapartition, men du kan godt klare dig uden, hvis du insisterer, og hvis dit system har mere end 16MB ram. Hvis du ønsker at gøre dette, skal du vælge punktet "Klar dig uden swappartition" i menuen.
På dette tidspunkt vil det næste menupunkt være "Formatér en Linuxpartition". Hvis ikke, er det fordi du ikke har afsluttet partitioneringsprocessen, eller ikke har benyttet en af de menuvalg, der har med din swappartition at gøre.
Du kan formatere en Linuxpartition eller alternativt montere en tidligere
formateret en. Bemærk, at dbootstrap ikke kan opgradere
et gammelt system uden at ødelægge det. Hvis du vil opgradere, kan Debian
normalt opgradere sig selv, så du behøver ikke at bruge
dbootstrap. Hjælp til at opgradere Debian 3.0 findes i opgraderingsinstruktionerne.
Hvis du derfor benytter gamle diskpartitioner, der ikke er tomme, og bare ønsker at smide indholdet ud, skal du formatere dem (hvilket sletter alle filer). Herudover skal du formatere alle de partitioner, du oprettede i partitioneringstrinnet. Den eneste grund til at ville montere en partition uden at formatere den er nok, hvis man allerede har udført en del af installationsprocessen og benyttet de samme installationsdisketter.
Vælg "Formatér en Linuxpartition" for at formatere og montere
/-diskpartitionen. Den første partition, du monterer eller
formaterer vil blive monteret som / (kaldet roden).
Du vil blive spurgt, om du vil bevare "Pre-2.2 Linuxkerne-kompatilitet?". Hvis du svarer "Nej", vil du ikke kunne køre Linuxkerne med version 2.0 eller tidligere på dit system, da filsystemet aktiverer nogle funktioner, der ikke understøttes af Linuxkerneversion 2.0.. Hvis du er sikker på, at du aldrig vil skulle køre kerneversion 2.0 eller tidligere, vil du få nogle mindre fordele ved at svare "Nej".
Du vil også blive spurgt om du vil skanne for fejlbehæftede blokke ("bad blocks"). Standarden er at springe skanningen over, da den kan være meget tidskrævende, og moderne diskcontrollere internt opdager og håndterer fejlbehæftede blokke. Hvis du er usikker på din disks kvalitet eller har et ret gammelt system, vil det dog nok være en god idé at udføre skanningen.
De næste vinduer vil blot bede om bekræftelse. Du vil blive bedt om at
bekræfte handlingen, da formatering destruerer alle data på partitionen. Du
vil også altid blive oplyst om, at partitionen monteres som /,
rodpartitionen.[3]
Hvis du har yderligere filsystemer, du ønsker at formatere og montere, skakl du
bruge menupunktet "Alternativ" så snart du har monteret
/-partitionen. Dette er for folk, der har oprettet separate
partitioner for /boot, /var, /usr eller
andre, som bør formateres nu.
Et alternativ til "Formatér en Linuxpartition", Section 6.7 er trinnet "Montér en tidligere formateret partition". Brug det, hvis du vil fortsætte en installation, der blev afbrudt, eller ønsker at montere partitioner, der allerede er formaterede eller indeholder data, du vil beholde.
Hvis du er ved at installere en diskløs arbejdsstation, skal du nu montere din rodpartition med NFS fra den fjerne NFS-server. Angiv stien til NFS-serveren med standard NFS-syntaks,
server-navn-eller-IP:server-delt-sti
. Herefter kan du montere eventuelle yderligere filsystemer.
Hvis du ikke allerede har sat dit netværk op som beskrevet i "Sæt netværk op", Section 7.6, vil du blive bedt om dette, hvis du vælger NFS-installering.
Desværre understøtter woodys udgave af boot-floppies ikke
dpkgs låsning under NFS-rodinstallationer. For at komme udenom
problemet, kan du gøre følgende efter at have monteret dit mål-NFS-drev som
/target. Eksemplet antager installation fra en cd, men kan ligeså
godt bruges til installation af filer placeret på en NFS-deling monteret på
/instmnt (det er her, installationsprogrammet normalt monterer
installationsmediet).
For at aktivere NFS-låsning, skal du sørge for at have placeret denne
kommandofil på NFS-delingen, eller oprette den der med nano-tiny.
#!/bin/sh
mount /dev/hdc /instmnt # erstat /dev/hdc med din cdrom-enhed
cd /target
mkdir x
cd x
for i in g/glibc/libc6 t/tcp-wrappers/libwrap0 p/portmap/portmap n/nfs-utils/nfs-common
do
ar -x /instmnt/pool/main/$i''_*.deb
zcat data.tar.gz | tar x
done
umount /instmnt
mkdir -p /var/lib/nfs
for i in portmap rpc.statd
do
LD_LIBRARY_PATH=lib sbin/$i
done
Nu kan du installere basissystemet på almindelig vis. Installér herefter
pakken nfs-common:
$ umount /instmnt
$ chroot /target /bin/sh
$ apt-cdrom add
$ apt-get install nfs-common
Du kan ignorere beskederne om at /proc ikke findes, da
portmap og statd allerede kører.
Du skal bruge en kerne, der er bygget med CONFIG_ROOT_NFS. Det er
den på installations-cd'en ikke. Hvis du ikke har sådan en og ikke kan bygge
den på en anden maskine, er du nødt til at bygge en her i
chroot-miljøet:
$ apt-get install gcc make libc6-dev kernel-source-2.4.18 less screen links lynx wget ftp # o.s.v.
Når du har forberedt opstarten af den nye kerne, kan du med NFS-delingen som rodenhed afslutte med:
$ exit # fra chroot-skallen
$ cd /
$ killall portmap rpc.statd
$ umount /target
Genstart herefter. Hvis det mislykkes, kan du starte op fra installations-cd'en, montere NFS-delingen på /target, aktivere NFS-låsning, chroot /target, ordne det, du måtte have glemt, afslutte og genstarte. Hvis det mislykkes, må du prøve igen. Held og lykke.
dbootstrap
I specielle situationer ved dbootstrap måske ikke, hvordan dine
filsystemer skal monteres (såvel roden som andre). Hvis du er en erfaren
GNU/Linuxbruger, er det muligt at gå til tty2 ved at trykke på
Alt og F2 samtidigt, og manuelt udføre de kommandoer,
der skal udføres for at montere den aktuelle partition.
Hvis du monterer en rodpartition til dit nye system, skal du blot montere den
på /target, hvorefter du kan gå tilbage til
dbootstrap og fortsætte (du kan eventuelt køre "Vis
partitionstabellen" for at få dbootstrap til at opdatere,
hvor langt du er nået i installationsprocessen).
For ikke-rodpartitioner vil du blive nødt til selv at huske at ændre den nye
fstab-fil, så de bliver monteret, når du genstarter systemet.
Vent til filen (/target/etc/fstab) bliver oprettet af
dbootstrap, inden du skriver i den.
Installationsvejledning for Debian GNU/Linux 3.0 på Mips
version 3.0.24, 18. December 2002